Min guide til Sloveniens charmerende hovedstad Ljubliana

For et år siden, besøgte min kæreste og jeg Sloveniens hovedstad Ljubljana. Vi kendte ikke ret meget til den (havde faktisk aldrig hørt om den før), men vi kørte alligevel omkring i området og besluttede os for at se nærmere på denne lille, men meget smukke og specielle hovedstad. Læs mere!

Medinaen i Marrakech og rejsens sidste aften

image1-1image2image1

Efter at have forladt bjergene og Ourikadalen satte vi kurs mod Marrakech. Vi skulle bo i hjertet af medinaen, som er den gamle bydel og består af et labyrintisk virvar af smalle overdækkede passager, blindgyder og tvivlsomme handlende. Jeg var igen glad for at have en lokalkendt ved min side, og han kørte bilen så langt, det nu var muligt, ind medinaen. Vi skulle overnatte i et af de traditionelle marrokanske huse, en riad, som består af en åben gård med grønne planter og vandbassiner, hvoromkring lejlighedskomplekserne er. Riad’erne er indrettet i charmerende marrokansk stil og ofte med en tagterrasse, hvorfra man har udsigt ud over byens tage og længere væk Atlasbjergene. Min bor slappede om aftenen af med en tur i hamam, mens jeg besøgte venner i udkanten af byen.

Dagen efter stod vi tidligt op, for nu skulle vi på opdagelse i medinaen. Jeg havde på forhånd advaret min bror mod de handlendes metoder til at lokke intetanende turister i deres fælder, som jeg havde oplevet det tidligere på året, men da jeg genså medinaen, havde den imidlertid skiftet karakter. Pga. klimatopmødet, der blev afholdt ugen forinden, havde de marrokanske myndigheder haft travlt med at “shine” byen op og her indgik det at finkæmme medinaen for de mest lumske typer åbenbart også. Det resulterede i, at vi faktisk kunne gå omkring ret uforstyrret rundt og bare nyde at se håndværkerne arbejde i deres små butikker og omhyggeligt udvælge de ting, vi ville købe med hjem. Vi drak en avokadojuice på torvet ved Ben Youssef moskeen og så, da der blev kaldt til fredagsbøn. Det myldrede til med mennesker, hvor de senest ankomne måtte tage til takke med at stå udenfor på gaden og bede.

Om aftenen, som var vores sidste aften i Marokko og afslutningen på en fantastisk rejse, havde min bror og jeg inviteret vores nu fælles ven ud til spisning. Han havde virkelig været vores mand igennem hele turen og vist os en side af sit land, som det nok ellers tager længere til at finde ind til. Vi havde oplevet det autentiske Marokko og var ham meget taknemmelige. Vi tog derfor på La Renaissance i den nye bydel og fik en tre-retters menu med en god marrokansk vin til. Vi sad på øverste etage med fantastisk udsigt over byen. Her fik vi mulighed for at vende alle ugens begivenheder med hinanden, og desuden forærede vi ham en helt særlig gave, som jeg ved, han blev meget glad for.

Morgenen efter blev totalt kaotisk med trafikprop, politikontrol og en glemt nakkepølle, men det er en helt anden historie…

img_6816img_6825img_1878img_1875img_1881img_1885

Setti Fatma og Ourikadalen

img_6769img_6772

Morgenen efter det voldsomme uvejr i bjergene (læs mere om det her) vågnede jeg til den mest fantastiske udsigt. De nu sneklædte tinder funklede i solen, som hurtigt fik tag og varmede dalen op. Min bror var oppe i de bjerge, og jeg var spændt på, hvordan han mon havde oplevet uvejret og kommet igennem natten. Han var vandret afsted dagen før med professionel fører og et muldyr til at slæbe på oppakningen. I mellemtiden brugte jeg dagen nede i dalen, hvor jeg sammen med min kammerat havde en lidt mere afslappet dag. Vi havde besøgt et par af de lokale caféer, kørt en tur ned af bjerget til Marrakech’ forstæder, og eftermiddagen havde jeg brugt sammen med den belgiske familie, som jeg boede hos, og lært dem bedre at kende.

Det havde været en kold nat, for det primitive varmeapparat i herberget virkede ikke rigtigt, og regnen var sivet ind under døren, som ikke nåede ned til jorden – og dørtrin er ikke noget, de bruger på disse egne. Heldigvis var der varmt vand til et hurtigt bad. I det helt frostklare vejr gik jeg rundt og tog disse billeder fra en landsbyen. Kvinderne var allerede oppe og stod sammen med børnene og vaskede tøj i den nu klare flod.

Det er floden og de gode vandremuligheder, der gør denne lille landsby attraktiv for besøgende, og det er især indbyggere fra Marrakech, der benytter stedet til afslapning om sommeren. Derfor er der et væld af caféer langs floden med stole og borde i neonfarver, der er stillet op helt ned mod vandet – eller i vandet – så folk kan sidde med fødderne i floden, mens de nyder en friskpresset appelsinjuice. De er desuden stolte af deres syv vandfald, som lokale guider hellere end gerne vil hjælpe europæerne op og se.

Jeg besøgte landsbyen for første gang i foråret, hvor jeg var på rundtur i bjergene med min kæreste. Her hyrede vi en af de lokale guider til at føre os op til vandfaldene, og det skulle vise sig at give os langt mere end bare en god eftermiddagstur. Vi faldt i en god snak med ham, og inviterede ham en tur ud i Marrakech. Herefter brugte vi en hel dag sammen i bjergene, hvor han åbnede sit hjem for os. Vi aftalte at ses igen, og jeg har holdt kontakten til ham siden, og på denne tur var han så vores ven og rejsepartner. Han er berber og har på mange måder levet et barskt liv, som man nu gør det i bjergene. Jeg har herunder et billede af ham fra den dag, hvor han sidder nær sit hjem i sin dal, som han er så stolt af.

Jeg havde længe ønsket brændende at komme ind og se en skole oppe i bjergene, men det er slet ikke så let, som jeg troede hjemmefra. Man skal kunne fremvise en officiel adgangstilladelse, før man kan gå ind på skolens område, og der står vagter i porten, der holder skarpt øje. Ad omveje lykkedes det mig imidlertid at få adgang, så længe jeg efterlod kamera og mobil udenfor. Jeg blev ført til en 6. klasse, og det var en blandet drenge- og pigeklasse. Idet jeg trådte op på dørtrinnet og eleverne så mig, gispede de og begyndte at grine højt, da jeg talte engelsk til dem. Det var måske første gang for nogle, at de hørte engelsk, så det har nok lydt lidt sjovt, og jeg har helt klart set meget anderledes ud i deres øjne. Det var en stor oplevelse.

Om eftermiddagen vendte vi ryggen til de smukke hvide tinder og drog på vores sidste længere køretur. Vi skulle til Marrakech, helt ind i hjertet af medinaen, den gamle bydel, hvor vi skulle tilbringe vores sidste to nætter i Marokko.

img_1866img_6799img_6792

Uvejr i Atlasbjergene

img_6724img_3198img_4092

Efter vores rundrejse i ørkenen og sletteområdet øst for Atlasbjergene (læs mere her), skulle vi nu op i bjergene og overnatte i en af de højstbeliggende byer, Imlil. Byen ligger nær, Toubkal, som med sine 4165 m er kædens højeste tinde, hvorfra det var min brors plan at skulle på en to-dages vandretur op til toppen af Toubkal. Jeg ville i mellemtiden besøge den lokale skole og kigge nærmere på de omkringliggende dale.

Vejen over passet viste sig at være temmelig primitiv, og mange steder kørte vi kun på ujævne grusveje og delvist off-road. Jeg var glad for, at det var Daciaen, vi havde valgt at leje, og for, at det ikke var min egen bil, der blev udsat for det, den gjorde! Vi passerede mange små landbyer på vores vej. Disse er helt unikke oppe i bjergene, hvor husene er lavet af det samme materiale som bjergene, og derfor går i ét med det omkringliggende landskab. Menneskene i landsbyerne er meget nysgerrige, når der i ny og næ forvilder sig en bil forbi. Flere steder stod børn og vinkede ivrigt til os, og en flok skoledrenge fulgte os på afstand på deres cykler.

Det er hovedsageligt berbere, Marokkos oprindelige befolkning, der bor i bjergene og de lever deres liv meget traditionelt. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på mit bekendtskab med disse mennesker, der er kommet til at betyde en del for mig.

De havde lovet kraftig regn denne dag oppe i bjergene med lave temperaturer. Da vi var kørt fra Ait Ben Haddou omkring middag, havde der været skyfrit og varmt – det er det som regel på østsiden af kæden. Men jo længere op i bjergene vi kom, jo mere trak skyerne sammen og udviklede til et voldsomt uvejr. Vi tog derfor kontakt til en professionel guide, der var erfaren i vejret på disse kanter, og han rådede os fra at tage til Imlil, hvilket viste sig at være en god idé. Senere samme dag lukkedes al færdsel i denne del af Atlasbjergene, og var vi ikke kommet over rettidigt, kunne det have haft store konsekvenser for vores ferie.

Istedet tog vi til Ourikadalen, som ligger lavere, og hvorfra der kun er et par timers kørsel ned til Marrakech. På vores vej hertil oplevede vi floder af brunt mudder, der skyllede hen over vejene, og sten der skred ned over kørebanen, som vi måtte undvige. Det var en ret vild oplevelse, og da vi kom frem til vores bestemmelsessted, et hyggeligt herberg i byen Setti Fatma, der var ejet ef et ældre belgisk ægtepar, var alt, hvad vi havde lyst til, at sidde foran pejsen i deres stue med en god tagine og en flaske marrokansk rosé, som vi havde købt på vejen.

Da vi krøb i vores iskolde seng, kørte de sidste dages oplevelsesboom rundt i vores hoveder, og vi lå længe og snakkede om alt, hvad vi indtil videre havde mødt på vores vej.

img_3200 img_3202 img_3203 img_6743

Marokko – gedemarked, appelsintræer og berberfolket

IMG_4164IMG_3944“Don’t look lost!” Det er kodeordet, når du besøger gaderne i Marrakech, hvor de handlende er mere end ivrige efter at shanghaje dig ind i deres butik under selv de mest fantasirige påskud. Og du kan være helt sikker på at blive snydt 😉 Når det så er sagt, er priserne set ift. vores stadig meget rimelige, når bare man selv er lidt kritisk, så selvom det er til turistpriser, man får det til, er der stadig grundlag for en god handel.

Jeg har i sidste uge opholdt mig i Marrakech og Atlasbjergene, som omkranser byen mod øst. Det har været en stor oplevelse, som jeg vil dele her på bloggen de næste uger – måske til inspiration… Det har været en oplevelse på så mange måder, og nu, hvor jeg er kommet hjem, føles det som om der er gået langt mere end blot en uge. Indtrykkene fylder mere end sædvanligt.

Hvad der virkelig har brændt sig ind i min erindring og som jeg absolut skal opleve mere af i fremtiden er livet i bjergene, hvor jeg fik en helt særlig ven, der inviterede mig ind i hjertet af sit hjem. Hvor jeg så kvinder arbejde i primitive skure og børn lege i de støvede gader i middagspausen, før skolen startede igen. Jeg sad på en terrasse dybt inde i bjergene i en afsondret landsby, hvor en kvinde jeg kun så øjnene af igennem sit tørklæde lavede mig den bedste mad, jeg overhovedet fik på turen, mens jeg nød solen og den helt uspolerede udsigt til bjergene. Men nu forhaster jeg mig. Lad os vende tilbage til Marrakech’ gedemarked, slangetæmmere og appelsintræer.

Her er indtil videre lidt billeder fra Marrakech 🙂

IMG_4143IMG_3424IMG_4206IMG_3887IMG_3925