Roadtrip til Essaouira – solnedgang, surfstemning og lidt om glæden ved øl

Efter 3 uger i Marokkos bjerge havde jeg lyst til at opleve en for mig helt ny og ukendt side af landet. Jeg har før lejet bil i Marokko og elsker at roadtrippe der. Det giver virkelig en følelse af frihed bare at kunne køre lige hvorhen, man vil, uden at skulle tænke over bustider, taxapriser og alt for tætpakkede lokaltransporter. Læs Mere!

Imlil – for foden af Marokkos højeste tinde

I mit ophold i Atlasbjergene måtte jeg selvfølgelig besøge den meget omtalte landsby Imlil, som er sidste stop for rejsende, der vil bestige Marokkos højeste bjerg Jebel Toubkal, som samtidig er Afrikas næsthøjeste. Læs mere!

Timnkardalen og de isolerede bjerglandsbyer i højlandet

Jeg har nu opholdt mig i Marokko de sidste 16 dage og har endelig fundet lidt tid (og wifi!) fra alle oplevelserne til at skive herinde. Marokko har betaget mig lige siden, jeg besøgte landet første gang for præcis et år siden. Jeg rejste tilbage i vinteren, hvor jeg var på rundrejse, og nu er jeg tilbage igen. Denne gang for at være her i 5 uger, hvor jeg bor og lever helt tæt sammen med de lokale i Atlasbjergene. Den del af bjergene, jeg bor i, hedder Høje Atlas, da det er her de højeste tinder – og Afrikas næsthøjeste Jebel Tubkal – befinder sig. Jeg har allerede været på flere trekkingture, og jeg vil begynde med at fortælle om en helt særlig tur til nabodalen Timnkar. Læs mere!

Piræus’ tre havne og labre blæksprutter

Efter at have brugt den foregående dag i gudernes verden på Akropolis (se her) tog vi metro fra Monasterakipladsen ned til havnebyen Piræus. Den har fungeret som centralhavn for Athen siden oldtiden, hvor man havde opførte dobbelte murer omkring handelsruten mellem de to byer. Vi ville se de tre havne og spise blæksprutter til frokost – et must, når man kommer her! Læs mere!

Akropolis – templer, guder og papegøjer

På vores anden dag i Athen ville vi besøge den selvsagt største seværdighed i byen, nemlig Akropolishøjen med det berømte Parthenonalter. Solen skinnede, og vi spadserede over Monasterakitorvet dertil. Når man kommer til højen fra denne side, træder man ind gennem Propylærtrappen og mødes af den enorme vestgavl af Parthenonalteret. Det er her den fantastiske frise, hvor gudernes kamp om byens gunst udspiller sig, oprindeligt hang. Læs mere!

Gensyn med mit elskede Grækenland

Grækenland vil for altid stå for mig som mit andet hjem, siden jeg boede der i en periode, da jeg var omkring 20. Naturen er uendelig smuk, kulturen er varm og imødekommende og historien er allestedsnærværende. Fortællingerne om Zeus og Olympens guder dukker op i min erindring og minder mig om dengang, jeg arbejdede på selveste Kong Minos’ Knossos på Kreta. Det var dog ikke Kreta, turen gik til denne vinterferie; det var den græske hovedstad Athen på Peloponnes halvøen og det græske fastland. Jeg havde taget min far med, for han er meget historieinteresseret og fik aldrig besøgt mig, da jeg boede der. Nu skulle han have landet vist frem, og jeg skulle gense mit elskede Grækenland, som jeg alligevel har været væk fra i næsten 10 år. Læs mere!

Mit norske getaway

img_2551img_2556img_2574

De sidste mange år har jeg tit haft lyst til bare at stikke af, når alt julestresset igen rammer os alle i løbet af december. Mine forældre har, som tidligere nævnt, brugt det sidste års tid på at bygge en hytte i Norge til familien, og der er ikke noget som de øde norske fjelde til at koble helt af i. Vi besluttede os derfor for, at det var i år, det skulle være, og det vidste sig at være ekstra tiltrængt for mig i år, da jeg netop denne i december har befundet mig i et turbulent jobskifte.

Hytten ligger i det smukke Vrådal, som har fantastisk meget at byde på hele året rundt. I efteråret var jeg på vandreferie med mine forældre (læs mere her), og i år stod den også på vandring og skiture til Rauland, samt en masse indendørs hygge og kreative sysler. Det fantastiske ved mine forældres hytte er, at den ligger som det sidste hus lige i skovbrynet, hvorfra man kan komme vidt omkring til områdets forskellige bjerge og tinder. Samtidig har den den mest fantastiske udsigt ned over dalen med Vråvatn i bunden og bjergskråningerne på den anden side. Her kan jeg sidde i timevis og se solen stå op, oplyse dalen og brænde skyerne væk, for nogle timer senere at gå ned igen og fremtrylle den smukkeste lyserøde solnedgang.

Jeg tog med Oslobåden derop sammen med min bror, hvor vi mødte mine forældre, der kom fra Kristianssand. Vi mødtes den 23. december og fejrede juleaften med et juletræ, vi hentede i skoven. I dagene imellem jul og nytår stod min bror på ski, mens jeg havde travlt med at afprøve mine to julegaver til kameraet: et transportabelt stativ og en ekstern blitz. Til nytåret kom min kæreste, og vi fejrede det sammen med Vrådals øvrige indbyggere med et stort fakkeloptog gennem byen og bål på søbredden.

Jeg bliver aldrig træt af at rejse i Norge, for det er et af de smukkeste lande, jeg nogensinde har besøgt og så varieret! Og så ligger det jo nærmest lige om hjørnet. Ser allerede frem til mine næste rejser, som jeg så småt er ved at gå og planlægge… 😛

img_2549img_2545img_2603img_7529

Medinaen i Marrakech og rejsens sidste aften

image1-1image2image1

Efter at have forladt bjergene og Ourikadalen satte vi kurs mod Marrakech. Vi skulle bo i hjertet af medinaen, som er den gamle bydel og består af et labyrintisk virvar af smalle overdækkede passager, blindgyder og tvivlsomme handlende. Jeg var igen glad for at have en lokalkendt ved min side, og han kørte bilen så langt, det nu var muligt, ind medinaen. Vi skulle overnatte i et af de traditionelle marrokanske huse, en riad, som består af en åben gård med grønne planter og vandbassiner, hvoromkring lejlighedskomplekserne er. Riad’erne er indrettet i charmerende marrokansk stil og ofte med en tagterrasse, hvorfra man har udsigt ud over byens tage og længere væk Atlasbjergene. Min bor slappede om aftenen af med en tur i hamam, mens jeg besøgte venner i udkanten af byen.

Dagen efter stod vi tidligt op, for nu skulle vi på opdagelse i medinaen. Jeg havde på forhånd advaret min bror mod de handlendes metoder til at lokke intetanende turister i deres fælder, som jeg havde oplevet det tidligere på året, men da jeg genså medinaen, havde den imidlertid skiftet karakter. Pga. klimatopmødet, der blev afholdt ugen forinden, havde de marrokanske myndigheder haft travlt med at “shine” byen op og her indgik det at finkæmme medinaen for de mest lumske typer åbenbart også. Det resulterede i, at vi faktisk kunne gå omkring ret uforstyrret rundt og bare nyde at se håndværkerne arbejde i deres små butikker og omhyggeligt udvælge de ting, vi ville købe med hjem. Vi drak en avokadojuice på torvet ved Ben Youssef moskeen og så, da der blev kaldt til fredagsbøn. Det myldrede til med mennesker, hvor de senest ankomne måtte tage til takke med at stå udenfor på gaden og bede.

Om aftenen, som var vores sidste aften i Marokko og afslutningen på en fantastisk rejse, havde min bror og jeg inviteret vores nu fælles ven ud til spisning. Han havde virkelig været vores mand igennem hele turen og vist os en side af sit land, som det nok ellers tager længere til at finde ind til. Vi havde oplevet det autentiske Marokko og var ham meget taknemmelige. Vi tog derfor på La Renaissance i den nye bydel og fik en tre-retters menu med en god marrokansk vin til. Vi sad på øverste etage med fantastisk udsigt over byen. Her fik vi mulighed for at vende alle ugens begivenheder med hinanden, og desuden forærede vi ham en helt særlig gave, som jeg ved, han blev meget glad for.

Morgenen efter blev totalt kaotisk med trafikprop, politikontrol og en glemt nakkepølle, men det er en helt anden historie…

img_6816img_6825img_1878img_1875img_1881img_1885