Agadir – og om at rejse som lokal og ugift kvinde i Marokko

Vi ankom til Agadir sent om aftenen efter at have brugt en god dag i Paradisdalen. Vi havde kørt langs vestkysten fra Essaouira til Agadir, og var kommet igennem store arganområder og små spredte surfbyer. Ellers var kyststrækningen meget øde. Vi så solnedgangen mod vest, og jeg tog billedet herunder fra ruden i bilen. Læs mere!

Paradise Valley – en gemt oase ved Marokkos vestkyst

Hvis du ligesom jeg har set The Beach og bare længtes efter de hvide uberørte og ikke-turistede strande, så er Paradise Valley noget for dig. På min rejse rundt i Marokko, stødte jeg på florerende rygter om en oase, som de lokale kaldte Paradis. Læs mere!

Roadtrip til Essaouira – solnedgang, surfstemning og lidt om glæden ved øl

Efter 3 uger i Marokkos bjerge havde jeg lyst til at opleve en for mig helt ny og ukendt side af landet. Jeg har før lejet bil i Marokko og elsker at roadtrippe der. Det giver virkelig en følelse af frihed bare at kunne køre lige hvorhen, man vil, uden at skulle tænke over bustider, taxapriser og alt for tætpakkede lokaltransporter. Læs Mere!

En stor beslutning – Afrika forude

Det her kommer nok som lidt af et chok for nogle, men ja, jeg fylder 30 i år 😉 Ikke fordi det er nogen alder, men en rund fødselsdag markerer vel altid… noget! Da jeg fyldte 20, boede jeg i Grækenland, en fantastisk tid at tænke tilbage på og med oplevelser i bagagen, jeg aldrig glemmer. Derfor besluttede jeg mig for, at 2017 samtidig med at være året for min næste runde fødselsdag, skulle være lige så ekstraordinær. Læs mere!

Setti Fatma og Ourikadalen

img_6769img_6772

Morgenen efter det voldsomme uvejr i bjergene (læs mere om det her) vågnede jeg til den mest fantastiske udsigt. De nu sneklædte tinder funklede i solen, som hurtigt fik tag og varmede dalen op. Min bror var oppe i de bjerge, og jeg var spændt på, hvordan han mon havde oplevet uvejret og kommet igennem natten. Han var vandret afsted dagen før med professionel fører og et muldyr til at slæbe på oppakningen. I mellemtiden brugte jeg dagen nede i dalen, hvor jeg sammen med min kammerat havde en lidt mere afslappet dag. Vi havde besøgt et par af de lokale caféer, kørt en tur ned af bjerget til Marrakech’ forstæder, og eftermiddagen havde jeg brugt sammen med den belgiske familie, som jeg boede hos, og lært dem bedre at kende.

Det havde været en kold nat, for det primitive varmeapparat i herberget virkede ikke rigtigt, og regnen var sivet ind under døren, som ikke nåede ned til jorden – og dørtrin er ikke noget, de bruger på disse egne. Heldigvis var der varmt vand til et hurtigt bad. I det helt frostklare vejr gik jeg rundt og tog disse billeder fra en landsbyen. Kvinderne var allerede oppe og stod sammen med børnene og vaskede tøj i den nu klare flod.

Det er floden og de gode vandremuligheder, der gør denne lille landsby attraktiv for besøgende, og det er især indbyggere fra Marrakech, der benytter stedet til afslapning om sommeren. Derfor er der et væld af caféer langs floden med stole og borde i neonfarver, der er stillet op helt ned mod vandet – eller i vandet – så folk kan sidde med fødderne i floden, mens de nyder en friskpresset appelsinjuice. De er desuden stolte af deres syv vandfald, som lokale guider hellere end gerne vil hjælpe europæerne op og se.

Jeg besøgte landsbyen for første gang i foråret, hvor jeg var på rundtur i bjergene med min kæreste. Her hyrede vi en af de lokale guider til at føre os op til vandfaldene, og det skulle vise sig at give os langt mere end bare en god eftermiddagstur. Vi faldt i en god snak med ham, og inviterede ham en tur ud i Marrakech. Herefter brugte vi en hel dag sammen i bjergene, hvor han åbnede sit hjem for os. Vi aftalte at ses igen, og jeg har holdt kontakten til ham siden, og på denne tur var han så vores ven og rejsepartner. Han er berber og har på mange måder levet et barskt liv, som man nu gør det i bjergene. Jeg har herunder et billede af ham fra den dag, hvor han sidder nær sit hjem i sin dal, som han er så stolt af.

Jeg havde længe ønsket brændende at komme ind og se en skole oppe i bjergene, men det er slet ikke så let, som jeg troede hjemmefra. Man skal kunne fremvise en officiel adgangstilladelse, før man kan gå ind på skolens område, og der står vagter i porten, der holder skarpt øje. Ad omveje lykkedes det mig imidlertid at få adgang, så længe jeg efterlod kamera og mobil udenfor. Jeg blev ført til en 6. klasse, og det var en blandet drenge- og pigeklasse. Idet jeg trådte op på dørtrinnet og eleverne så mig, gispede de og begyndte at grine højt, da jeg talte engelsk til dem. Det var måske første gang for nogle, at de hørte engelsk, så det har nok lydt lidt sjovt, og jeg har helt klart set meget anderledes ud i deres øjne. Det var en stor oplevelse.

Om eftermiddagen vendte vi ryggen til de smukke hvide tinder og drog på vores sidste længere køretur. Vi skulle til Marrakech, helt ind i hjertet af medinaen, den gamle bydel, hvor vi skulle tilbringe vores sidste to nætter i Marokko.

img_1866img_6799img_6792

Uvejr i Atlasbjergene

img_6724img_3198img_4092

Efter vores rundrejse i ørkenen og sletteområdet øst for Atlasbjergene (læs mere her), skulle vi nu op i bjergene og overnatte i en af de højstbeliggende byer, Imlil. Byen ligger nær, Toubkal, som med sine 4165 m er kædens højeste tinde, hvorfra det var min brors plan at skulle på en to-dages vandretur op til toppen af Toubkal. Jeg ville i mellemtiden besøge den lokale skole og kigge nærmere på de omkringliggende dale.

Vejen over passet viste sig at være temmelig primitiv, og mange steder kørte vi kun på ujævne grusveje og delvist off-road. Jeg var glad for, at det var Daciaen, vi havde valgt at leje, og for, at det ikke var min egen bil, der blev udsat for det, den gjorde! Vi passerede mange små landbyer på vores vej. Disse er helt unikke oppe i bjergene, hvor husene er lavet af det samme materiale som bjergene, og derfor går i ét med det omkringliggende landskab. Menneskene i landsbyerne er meget nysgerrige, når der i ny og næ forvilder sig en bil forbi. Flere steder stod børn og vinkede ivrigt til os, og en flok skoledrenge fulgte os på afstand på deres cykler.

Det er hovedsageligt berbere, Marokkos oprindelige befolkning, der bor i bjergene og de lever deres liv meget traditionelt. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på mit bekendtskab med disse mennesker, der er kommet til at betyde en del for mig.

De havde lovet kraftig regn denne dag oppe i bjergene med lave temperaturer. Da vi var kørt fra Ait Ben Haddou omkring middag, havde der været skyfrit og varmt – det er det som regel på østsiden af kæden. Men jo længere op i bjergene vi kom, jo mere trak skyerne sammen og udviklede til et voldsomt uvejr. Vi tog derfor kontakt til en professionel guide, der var erfaren i vejret på disse kanter, og han rådede os fra at tage til Imlil, hvilket viste sig at være en god idé. Senere samme dag lukkedes al færdsel i denne del af Atlasbjergene, og var vi ikke kommet over rettidigt, kunne det have haft store konsekvenser for vores ferie.

Istedet tog vi til Ourikadalen, som ligger lavere, og hvorfra der kun er et par timers kørsel ned til Marrakech. På vores vej hertil oplevede vi floder af brunt mudder, der skyllede hen over vejene, og sten der skred ned over kørebanen, som vi måtte undvige. Det var en ret vild oplevelse, og da vi kom frem til vores bestemmelsessted, et hyggeligt herberg i byen Setti Fatma, der var ejet ef et ældre belgisk ægtepar, var alt, hvad vi havde lyst til, at sidde foran pejsen i deres stue med en god tagine og en flaske marrokansk rosé, som vi havde købt på vejen.

Da vi krøb i vores iskolde seng, kørte de sidste dages oplevelsesboom rundt i vores hoveder, og vi lå længe og snakkede om alt, hvad vi indtil videre havde mødt på vores vej.

img_3200 img_3202 img_3203 img_6743

Over steppen

img_6610img_6613img_3174img_3183img_3178

Efter vores kolde nat i ørkenen kørte vi tilbage over sletten mod vest, og naturen her mindede os om, at vi virkelig var i Afrika. Landskabet gik fra øde busksteppe eller savanne gennem frodige palmeoaser til de sandede forløbere til Atlasbjergene. Et meget varieret landskab, som bestemte steder bliver brugt af forskere til at sammenligne med forholdene på Mars.

Der var ikke mange dyr, kun æsler og et par kameler i lavningerne, hvor der spredt boede mennesker. Landbrug var der ligeledes ganske lidt af, så vi undrede os over, hvad menneskene, der lever så enormt isoleret, egentlig lever af.

Et sted fandt vi en handlende, der solgte lokalt kurvehåndværk i vejkanten, og min bror købte en kurv af ham. Et andet sted kørte vi ind på en tankstation, hvor børn nysgerrigt vinkede til os – vi må have set meget anderledes ud i deres øjne. Den ene red på sit æsel, og han gav det en ordentlig omgang med sin pisk. Billedet herunder fortæller det hele…

Vi besøgte en lille flække af en landsby og tog på det lokale marked for at købe mandariner. Det er sæson for disse i det sene efterår, og mange steder sælger de friskpresset mandarinjuice, som virkelig er værd at smage!

Om aftenen nåede vi foden af bjergene og besluttede os for at tage en overnatning ved det smukke Ait ben Haddou (kommende indlæg). Det var også første gang, vi kom på wifi, og det er nu både godt og skidt med det. I hvert fald havde vi en meget stille aften, og kunne nu se frem til at skulle krydse de smukke Atlasbjerge endnu en gang – og af veje, man knap vil give denne betegnelse i Danmark..!

img_3106img_1790img_1792

En nat under stjernerne i Sahara

img_3167

Efter om morgenen at have vandret igennem den iskolde Todra Gorge, der ligger højt oppe i bjergkæden Høje Atlas (se her), var vi glade for at dukke ud på den anden side, østsiden at kæden, hvorfra der nu lå et langstrakte sletteområde, der går helt op mod grænsen til Algeriet. Det skulle vi passere i høj fart for at nå ud til vores karavane, der ventede os i den vestlige del af Saharaørkenen Erg Chebbi Dunes. Jeg vil vende tilbage til dette sletteland i et senere indlæg.

Vores første stop gjorde vi i ørkenbyen Ouarzazate, som kendes som Porten til Ørkenen. Det er her, man må proviantere, hvis man vil have øl eller vin med sig i ørkenen. På vejen havde vi godt med både dansk- og berbermusik i højtaleren, som vi oversatte lidt af for hinanden. Jeg elsker at høre det lokale musik, når jeg er i et fremmed land, og synes den mystiske og fremmedartede arabiske musik lyder fantastisk, når jeg er på disse kanter.

Da vi om eftermiddagen kom frem til Erg Chebbi Dunes, som er den ene af Marokkos to store miler, måtte vi pakke vores bagage om, således at vi kun medbragte det allermest nødvendige. Omkring kl 17 afgik karavanen, eller som vi skulle opdage, var det kun de to kameler, min bror og jeg skulle ride på. Min ven tog en jeep derud, og jeg må nok indrømme, efter at have bumpet rundt et par timer på kamelryg, at han var den, der trak det længste strå 😉 Mine ben skulle lige vækkes til live igen, da jeg kom ned derfra!

Det særlige ved ørkenen er, at om dagen, når solen brager ned, kan der blive kvælende hedt, men lige så snart at solen går ned i horisonten, blever der iskoldt, og mens vi vandrede de to timer det tog til lejren, hvor vi skulle overnatte, gik temperaturen fra omkring de 20 grader og ned til frysepunktet. Så efter at have nydt den smukkeste solnedgang fra kamelryg, blev der straks så koldt, at da vi kom frem rystende måtte skynde os i alt det tøj, vi overhovedet havde taget med på turen – og jeg beholdt det på resten af natten.

Natten i Sahara er noget af det mest magiske, jeg nogensinde har oplevet. Der er så klart og ugeneret af øvrige lyskilder, at himlen står klart ,som jeg kun har oplevet det få gange før i mit liv. Desuden befinder man sig lodret over Mælkevejen, og man kan tydeligt fornemme, hvordan man ser lige ind i galaksen. Mens bålet brændte nede i beduinlejren, trak vi os op i klitterne med nogle tæpper, som vi lagde os på. Og bare kiggede op mod stjernerne. Omkring kl 4 stod månen op og overstrålede resten af stjernehimlen, og vi trak imod vores primitive teltlejr, hvor vi puttede så mange tæpper om os som muligt. Jeg sov omkring 2 timer denne nat sammenlagt.

Dagen efter begav vi os tilbage mod civilisationen, efter jeg havde fyldt min vandflaske med Saharasand, som jeg havde lovet mine elever at tage med hjem til dem. Nu ventede os den smukkeste køretur tilbage igennem et sletteområdet, der var så øde, at vi ligesågodt kunne have været på Mars.

img_3132img_3166thumb_img_3147_1024img_3154img_1799img_3157thumb_img_3162_1024

Gensyn med Marokko: Marrakech – Atlasbjergene – Dadeldalen

Jeg har i den sidste uge befundet mig i et eventyr ud over det sædvanlige! Efter et besøg i Marokko omkring påsken sidste år, var jeg så betaget af landet, at jeg bare måtte vende tilbage ved næste givne lejlighed og opleve mere. Og sidste lørdag rejste jeg så atter til det vestafrikanske land for at rejse omkring i ørken, bjerge og små landsbyer, og opleve kulturer og mennesker, som jeg aldrig vil glemme. Mine rejsepartnere denne gang var min bror og min gode marokkanske kammerat, som jeg tidligere mødte oppe i bjergene. Denne oplevelse kan du læse mere om her. Jeg vil forsøge over de næste uger her på bloggen at give nogle beskrivelser af mine rejseoplevelser, og jeg håber at kunne inspirere til lignende oplevelser. Håber I nyder at læse med 🙂

thumb_img_6641_1024

Jeg havde hjemmefra lejet en bil med hjælp fra min marrokanske kammerat, som ventede os med den i lufthavnen. Det var et dejligt gensyn med min ven og med landet, og luften var lun og solen skinnede klart på trods af, at vi skriver november måned. Vi lejede en Dacia Duster, og det viste sig at være en god idé, da den blev udsat for lidt af hvert undervejs…

Efter et lille te-stop i Marrakech satte vi retning imod mod Atlasbjergene. Det er den høje del af kæden, Høje Atlas, vi skulle passere fra denne kant. Vejene er vilde, og efter at have krydset det første pas, fortalte min ven, at det var Marokkos farligste vej, vi lige havde passeret. Jeg var ham meget taknemmelig for først at fortælle mig dette efter at have lagt vejen bag os..! Oppe i bjergene bor berberne, landets oprindelige befolkning, og her leves livet i et helt andet tempo og efter helt andre livsvilkår og principper. Disse mennesker lever så afsondret fra moderne livsstil og bekvemmeligheder, at det er som at rejse flere hundrede af år tilbage i tiden. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på disse mennesker, som jeg kom meget tæt på.

Vores bestemmelsessted for denne dag var Boumalne Dadès, eller dadeldalen. Her havde vi vores første overnatning på et herberg, nær Todra Gorge, som vi skulle se dagen efter. Det skulle blive en kold nat, for vi var oppe i over 1000 m højde, og som vi skulle finde ud af gennem hele ferien, er den marrokanske byggestil og standart af en lidt anden kvalitet, end vi kender det herhjemme fra. I det første rum, vi fik, var der ingen varme. I det næste virkede lyset ikke, og der manglede de mest almindelig bekvemmeligheder som sæbe, rene lagener og varmt vand. Da vi lagde os til at sove, kunne jeg se min egen ånde, og der skulle gå mange dage, før jeg igen oplevede at sove så lunt, at dette ikke var tilfældet.

Dagen efter skulle vi køre til Todra Gorge, som er en smal klippeformation, hvor vandet igennem årtusinder har skabt en enorm kløft. Inden vi tog fra herberget, skulle vi dog lige skifte dæk, for det viste sig, at en ti-centimeters jernsyl havde boret sig ind i det ene baghjul. Heldigvis havde vi et ekstra liggende i bilen, og ved hjælp af flere venner, der kom os i møde, klarede vores ven det effektivt. Jeg er sikker på, han har prøvet det adskillige gange før.

Efter at have set kløften gik turen videre ned gennem Rosendalen, og snart kom vi ud på den anden side, østsiden, af Høje Atlas. Her kørte vi gennem ørkenbyen Ouarzazate, der er kendt som Porten til Ørkenen og herfra påbegyndte vi vores lange rejse mod den yderste del af Saharaørkenen.

thumb_img_3093_1024thumb_img_3070_1024thumb_img_6572_1024thumb_img_3078_1024thumb_img_6556_1024thumb_img_6577_1024