Mit norske getaway

img_2551img_2556img_2574

De sidste mange år har jeg tit haft lyst til bare at stikke af, når alt julestresset igen rammer os alle i løbet af december. Mine forældre har, som tidligere nævnt, brugt det sidste års tid på at bygge en hytte i Norge til familien, og der er ikke noget som de øde norske fjelde til at koble helt af i. Vi besluttede os derfor for, at det var i år, det skulle være, og det vidste sig at være ekstra tiltrængt for mig i år, da jeg netop denne i december har befundet mig i et turbulent jobskifte.

Hytten ligger i det smukke Vrådal, som har fantastisk meget at byde på hele året rundt. I efteråret var jeg på vandreferie med mine forældre (læs mere her), og i år stod den også på vandring og skiture til Rauland, samt en masse indendørs hygge og kreative sysler. Det fantastiske ved mine forældres hytte er, at den ligger som det sidste hus lige i skovbrynet, hvorfra man kan komme vidt omkring til områdets forskellige bjerge og tinder. Samtidig har den den mest fantastiske udsigt ned over dalen med Vråvatn i bunden og bjergskråningerne på den anden side. Her kan jeg sidde i timevis og se solen stå op, oplyse dalen og brænde skyerne væk, for nogle timer senere at gå ned igen og fremtrylle den smukkeste lyserøde solnedgang.

Jeg tog med Oslobåden derop sammen med min bror, hvor vi mødte mine forældre, der kom fra Kristianssand. Vi mødtes den 23. december og fejrede juleaften med et juletræ, vi hentede i skoven. I dagene imellem jul og nytår stod min bror på ski, mens jeg havde travlt med at afprøve mine to julegaver til kameraet: et transportabelt stativ og en ekstern blitz. Til nytåret kom min kæreste, og vi fejrede det sammen med Vrådals øvrige indbyggere med et stort fakkeloptog gennem byen og bål på søbredden.

Jeg bliver aldrig træt af at rejse i Norge, for det er et af de smukkeste lande, jeg nogensinde har besøgt og så varieret! Og så ligger det jo nærmest lige om hjørnet. Ser allerede frem til mine næste rejser, som jeg så småt er ved at gå og planlægge… 😛

img_2549img_2545img_2603img_7529

Små glimt fra Vrådal i efteråret

img_6335img_6339img_2522img_6347

Jaaa, så fik jeg endelig nøglen til familiens nye hjem i Norge! Jeg har med alle mine andre rejser i år haft svært ved at finde tid til at komme til Norge og se mine forældres nybyggede hytte i Norge, men her i efterårsferien gik de forskellige kalendre op i en højere enhed. Hytten hedder Furuheim, fyrrehjem, og ligger i den skønne Vrådal.

Vrådal er et fantastisk sted hele året rundt. Der er for det første et stort skisportsområde, med både alpin og langrend. Resten af året kan man vandre i fjeldene, fiske i elven og spille golf på golfbanen. Og jeg har selvfølgelig ambitioner om at prøve det hele 😛

Vores hytte ligger op imod skovbrynet og fjeldet, og det giver mulighed for at vandre direkte fra hytten og op i bjergene. Grunden er helt fyldt med bær: blåbær, hindbær, brombær og tyttebær, som vi kan plukke sæsonen igennem. Sammen med den rige natur følger der dog også noget andet – nemlig mus. Vi havde godt nok hørt rygter om, at det er museår i år, men det kom alligevel bag på os, at vi fangede hele 9 mus i vores musefælder… adr!

Her er lidt stemningsbilleder fra grunden og fra en af vores vandreture op i fjeldet.

…og selvfølgelig bor der også en trold på grunden 😉

img_0012img_6328

Nordkap – nærmest verdens ende

img_1060

Jeg har sådan en uskrevet liste over “places to see before I die” inde i mit hoved, og Nordkap lå temmelig højt på denne liste. For et par år tilbage kastede min kæreste og jeg sammen med mine forældre os ud i at tage den lange tur mod nord i autocamper. Vi kørte den mest direkte vej op igennem Sverige og Finland, havde et par dage, hvor vi overnattede på selve Nordkap klippen; dernæst fulgte vi den norske kyst ned og endte vores rejse i Oslo. Vi gjorde turen på omkring tre uger, og sikke et eventyr!

Der er mange, der ikke ved, at der faktisk er lige så langt til Nordkap, som der er til Rom fra Danmark, og på de små norske veje, tager det væsentlig længere tid. Vi gjorde mange stop undervejs, hvor vi så nogle meget unikke natur- og kulturområder, og med den ødethed, der er på denne rute, følte vi os virkelig, som om vi nærmest var rejst til verdens ende.

Den første dag på Nordkap havde vi fantastisk vejr, som det kan ses på billederne her, og om natten kunne vi følge solen, som aldrig gik ned i horisonten. Det gjorde det svært at sove, at vi havde midnatssol – så sovebriller er absolut nødvendigt!

Dagen efter kom en voldsom front rullende ind over os, og har nogle vilde billeder af det, som jeg lægger ind senere. Det er en af de ting, jeg elsker ved Norge: vejret kan forandre landskaberne totalt – og det er ret fascinerende, når naturen virkelig folder sig ud.

img_1071img_1070 img_1089

Mønterne her står som et kunstværk oppe på klippen, og det hedder “Barn af Jorden”. 7 børn fra forskellige steder i verden blev bragt sammen på Nordkap, og i løbet af en uge skulle de skabe værket i fællesskab. Det er et symbol på samarbejde og venskab på tværs af race, kultur, politik og religion – et ret fint symbol efter min mening.

img_1045