Roadtrip til Essaouira – solnedgang, surfstemning og lidt om glæden ved øl

Efter 3 uger i Marokkos bjerge havde jeg lyst til at opleve en for mig helt ny og ukendt side af landet. Jeg har før lejet bil i Marokko og elsker at roadtrippe der. Det giver virkelig en følelse af frihed bare at kunne køre lige hvorhen, man vil, uden at skulle tænke over bustider, taxapriser og alt for tætpakkede lokaltransporter. Læs Mere!

Imlil – for foden af Marokkos højeste tinde

I mit ophold i Atlasbjergene måtte jeg selvfølgelig besøge den meget omtalte landsby Imlil, som er sidste stop for rejsende, der vil bestige Marokkos højeste bjerg Jebel Toubkal, som samtidig er Afrikas næsthøjeste. Læs mere!

Jardin Majorelle – et kunstnerisk “must see” i Marrakesh

Det er ingen hemmelighed, at Marrakesh (især i souk’ens støvede gader) er en hektisk og støjende by. Det er også en af charmerne, at du altid skal være årvågen overfor gadebørn, der vil mislede dig i gyderne, og handlende der vil prutte om tingene, men skulle du på et tidspunkt blive mættet for denne arabiske charme, så tag en pause i Jardin Majorelle. Haven, eller parken er en skøn oase og et fristed, der emmer af kunsterisk idyl og kreativ afslappethed. Der er skruet godt op for de gule, blå og pink farver, og de små skyggefulde stier er livsgivende i middagsvarmen. Læs mere!

Mod Jebel Yagour – tre dages trekking i Atlasbjergene

Jeg er nu ret stolt over at fortælle om min næste vandring – for jeg havde ikke hjemmefra troet, at jeg skulle komme til at foretage mig sådan en tur! For at være ærlig, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle hen. Jeg havde bare fået at vide, at jeg skulle ”tage godt med varmt tøj med”, og at resten skulle være en overraskelse. Vi vandrede af sted to personer plus muldyr og fører. Muldyret var pakket med mad, soveposer, underlag og telte. Vi krydsede floden ved Asgaour og gik mod bjergene i solens mest kvælende timer. Lige så hede som dagene er her i bjergene, lige så iskolde bliver nætterne, når solens lys forsvinder mellem tinderne.  Læs mere!

Timnkardalen og de isolerede bjerglandsbyer i højlandet

Jeg har nu opholdt mig i Marokko de sidste 16 dage og har endelig fundet lidt tid (og wifi!) fra alle oplevelserne til at skive herinde. Marokko har betaget mig lige siden, jeg besøgte landet første gang for præcis et år siden. Jeg rejste tilbage i vinteren, hvor jeg var på rundrejse, og nu er jeg tilbage igen. Denne gang for at være her i 5 uger, hvor jeg bor og lever helt tæt sammen med de lokale i Atlasbjergene. Den del af bjergene, jeg bor i, hedder Høje Atlas, da det er her de højeste tinder – og Afrikas næsthøjeste Jebel Tubkal – befinder sig. Jeg har allerede været på flere trekkingture, og jeg vil begynde med at fortælle om en helt særlig tur til nabodalen Timnkar. Læs mere!

Medinaen i Marrakech og rejsens sidste aften

image1-1image2image1

Efter at have forladt bjergene og Ourikadalen satte vi kurs mod Marrakech. Vi skulle bo i hjertet af medinaen, som er den gamle bydel og består af et labyrintisk virvar af smalle overdækkede passager, blindgyder og tvivlsomme handlende. Jeg var igen glad for at have en lokalkendt ved min side, og han kørte bilen så langt, det nu var muligt, ind medinaen. Vi skulle overnatte i et af de traditionelle marrokanske huse, en riad, som består af en åben gård med grønne planter og vandbassiner, hvoromkring lejlighedskomplekserne er. Riad’erne er indrettet i charmerende marrokansk stil og ofte med en tagterrasse, hvorfra man har udsigt ud over byens tage og længere væk Atlasbjergene. Min bor slappede om aftenen af med en tur i hamam, mens jeg besøgte venner i udkanten af byen.

Dagen efter stod vi tidligt op, for nu skulle vi på opdagelse i medinaen. Jeg havde på forhånd advaret min bror mod de handlendes metoder til at lokke intetanende turister i deres fælder, som jeg havde oplevet det tidligere på året, men da jeg genså medinaen, havde den imidlertid skiftet karakter. Pga. klimatopmødet, der blev afholdt ugen forinden, havde de marrokanske myndigheder haft travlt med at “shine” byen op og her indgik det at finkæmme medinaen for de mest lumske typer åbenbart også. Det resulterede i, at vi faktisk kunne gå omkring ret uforstyrret rundt og bare nyde at se håndværkerne arbejde i deres små butikker og omhyggeligt udvælge de ting, vi ville købe med hjem. Vi drak en avokadojuice på torvet ved Ben Youssef moskeen og så, da der blev kaldt til fredagsbøn. Det myldrede til med mennesker, hvor de senest ankomne måtte tage til takke med at stå udenfor på gaden og bede.

Om aftenen, som var vores sidste aften i Marokko og afslutningen på en fantastisk rejse, havde min bror og jeg inviteret vores nu fælles ven ud til spisning. Han havde virkelig været vores mand igennem hele turen og vist os en side af sit land, som det nok ellers tager længere til at finde ind til. Vi havde oplevet det autentiske Marokko og var ham meget taknemmelige. Vi tog derfor på La Renaissance i den nye bydel og fik en tre-retters menu med en god marrokansk vin til. Vi sad på øverste etage med fantastisk udsigt over byen. Her fik vi mulighed for at vende alle ugens begivenheder med hinanden, og desuden forærede vi ham en helt særlig gave, som jeg ved, han blev meget glad for.

Morgenen efter blev totalt kaotisk med trafikprop, politikontrol og en glemt nakkepølle, men det er en helt anden historie…

img_6816img_6825img_1878img_1875img_1881img_1885

Setti Fatma og Ourikadalen

img_6769img_6772

Morgenen efter det voldsomme uvejr i bjergene (læs mere om det her) vågnede jeg til den mest fantastiske udsigt. De nu sneklædte tinder funklede i solen, som hurtigt fik tag og varmede dalen op. Min bror var oppe i de bjerge, og jeg var spændt på, hvordan han mon havde oplevet uvejret og kommet igennem natten. Han var vandret afsted dagen før med professionel fører og et muldyr til at slæbe på oppakningen. I mellemtiden brugte jeg dagen nede i dalen, hvor jeg sammen med min kammerat havde en lidt mere afslappet dag. Vi havde besøgt et par af de lokale caféer, kørt en tur ned af bjerget til Marrakech’ forstæder, og eftermiddagen havde jeg brugt sammen med den belgiske familie, som jeg boede hos, og lært dem bedre at kende.

Det havde været en kold nat, for det primitive varmeapparat i herberget virkede ikke rigtigt, og regnen var sivet ind under døren, som ikke nåede ned til jorden – og dørtrin er ikke noget, de bruger på disse egne. Heldigvis var der varmt vand til et hurtigt bad. I det helt frostklare vejr gik jeg rundt og tog disse billeder fra en landsbyen. Kvinderne var allerede oppe og stod sammen med børnene og vaskede tøj i den nu klare flod.

Det er floden og de gode vandremuligheder, der gør denne lille landsby attraktiv for besøgende, og det er især indbyggere fra Marrakech, der benytter stedet til afslapning om sommeren. Derfor er der et væld af caféer langs floden med stole og borde i neonfarver, der er stillet op helt ned mod vandet – eller i vandet – så folk kan sidde med fødderne i floden, mens de nyder en friskpresset appelsinjuice. De er desuden stolte af deres syv vandfald, som lokale guider hellere end gerne vil hjælpe europæerne op og se.

Jeg besøgte landsbyen for første gang i foråret, hvor jeg var på rundtur i bjergene med min kæreste. Her hyrede vi en af de lokale guider til at føre os op til vandfaldene, og det skulle vise sig at give os langt mere end bare en god eftermiddagstur. Vi faldt i en god snak med ham, og inviterede ham en tur ud i Marrakech. Herefter brugte vi en hel dag sammen i bjergene, hvor han åbnede sit hjem for os. Vi aftalte at ses igen, og jeg har holdt kontakten til ham siden, og på denne tur var han så vores ven og rejsepartner. Han er berber og har på mange måder levet et barskt liv, som man nu gør det i bjergene. Jeg har herunder et billede af ham fra den dag, hvor han sidder nær sit hjem i sin dal, som han er så stolt af.

Jeg havde længe ønsket brændende at komme ind og se en skole oppe i bjergene, men det er slet ikke så let, som jeg troede hjemmefra. Man skal kunne fremvise en officiel adgangstilladelse, før man kan gå ind på skolens område, og der står vagter i porten, der holder skarpt øje. Ad omveje lykkedes det mig imidlertid at få adgang, så længe jeg efterlod kamera og mobil udenfor. Jeg blev ført til en 6. klasse, og det var en blandet drenge- og pigeklasse. Idet jeg trådte op på dørtrinnet og eleverne så mig, gispede de og begyndte at grine højt, da jeg talte engelsk til dem. Det var måske første gang for nogle, at de hørte engelsk, så det har nok lydt lidt sjovt, og jeg har helt klart set meget anderledes ud i deres øjne. Det var en stor oplevelse.

Om eftermiddagen vendte vi ryggen til de smukke hvide tinder og drog på vores sidste længere køretur. Vi skulle til Marrakech, helt ind i hjertet af medinaen, den gamle bydel, hvor vi skulle tilbringe vores sidste to nætter i Marokko.

img_1866img_6799img_6792

Uvejr i Atlasbjergene

img_6724img_3198img_4092

Efter vores rundrejse i ørkenen og sletteområdet øst for Atlasbjergene (læs mere her), skulle vi nu op i bjergene og overnatte i en af de højstbeliggende byer, Imlil. Byen ligger nær, Toubkal, som med sine 4165 m er kædens højeste tinde, hvorfra det var min brors plan at skulle på en to-dages vandretur op til toppen af Toubkal. Jeg ville i mellemtiden besøge den lokale skole og kigge nærmere på de omkringliggende dale.

Vejen over passet viste sig at være temmelig primitiv, og mange steder kørte vi kun på ujævne grusveje og delvist off-road. Jeg var glad for, at det var Daciaen, vi havde valgt at leje, og for, at det ikke var min egen bil, der blev udsat for det, den gjorde! Vi passerede mange små landbyer på vores vej. Disse er helt unikke oppe i bjergene, hvor husene er lavet af det samme materiale som bjergene, og derfor går i ét med det omkringliggende landskab. Menneskene i landsbyerne er meget nysgerrige, når der i ny og næ forvilder sig en bil forbi. Flere steder stod børn og vinkede ivrigt til os, og en flok skoledrenge fulgte os på afstand på deres cykler.

Det er hovedsageligt berbere, Marokkos oprindelige befolkning, der bor i bjergene og de lever deres liv meget traditionelt. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på mit bekendtskab med disse mennesker, der er kommet til at betyde en del for mig.

De havde lovet kraftig regn denne dag oppe i bjergene med lave temperaturer. Da vi var kørt fra Ait Ben Haddou omkring middag, havde der været skyfrit og varmt – det er det som regel på østsiden af kæden. Men jo længere op i bjergene vi kom, jo mere trak skyerne sammen og udviklede til et voldsomt uvejr. Vi tog derfor kontakt til en professionel guide, der var erfaren i vejret på disse kanter, og han rådede os fra at tage til Imlil, hvilket viste sig at være en god idé. Senere samme dag lukkedes al færdsel i denne del af Atlasbjergene, og var vi ikke kommet over rettidigt, kunne det have haft store konsekvenser for vores ferie.

Istedet tog vi til Ourikadalen, som ligger lavere, og hvorfra der kun er et par timers kørsel ned til Marrakech. På vores vej hertil oplevede vi floder af brunt mudder, der skyllede hen over vejene, og sten der skred ned over kørebanen, som vi måtte undvige. Det var en ret vild oplevelse, og da vi kom frem til vores bestemmelsessted, et hyggeligt herberg i byen Setti Fatma, der var ejet ef et ældre belgisk ægtepar, var alt, hvad vi havde lyst til, at sidde foran pejsen i deres stue med en god tagine og en flaske marrokansk rosé, som vi havde købt på vejen.

Da vi krøb i vores iskolde seng, kørte de sidste dages oplevelsesboom rundt i vores hoveder, og vi lå længe og snakkede om alt, hvad vi indtil videre havde mødt på vores vej.

img_3200 img_3202 img_3203 img_6743

Ait Ben Haddou – og lidt Game of Thrones feeling

img_6639img_6671

Efter at have kørt over det langstrakte steppeområde fra ørkenen (læs mere om turen her), nærmede vi os nu igen udløberne til Atlasbjergene fra øst. Her ligger der et helt fantastisk sted, et gammelt fæstningsværk eller kasbah, som marokkanerne kalder det, ved navn Ait Ben Haddou. Hvis man, som jeg, er vild med Game of Thrones, er dette et must at skulle besøge, når man kommer på disse kanter. Vi besluttede os for at tage en overnatning her, så vi rigtig kunne nyde stedet og gå en tur i de gamle gader i kasbahen. Dagen efter spiste vi morgenmad med udsigt over de gamle mure, som også har lagt kulisse til film som Mumien, Gladiator og Alexander.

Kasbaherne er bygget ud af tegl eller ler og skades regelmæssigt, når det regner. Derfor er det et altid igangværende arbejde med at opbygge og vedligeholde de gamle bygninger. Jeg har herunder et billede af disse sten, som ligger i solen og tørrer. Der er blandet dyreafføring i, for at gøre stenene mere holdbare, præcis som vi brugte at gøre det herhjemme i jernalderen.

Når man slentrer rundt i gaderne i sådan en solbeskinnet ørkenby, føler man sig hensat til en anden tid. Kvinder i alle aldre arbejdede i marken og drev æsler forbi os godt påfyldte med krydderier, kvas til brænde og grøntsager, de lige havde gravet op – ikke til videresalg, men blot til egen husholdning. Ja, det var altså de heldige kvinder, der havde et æsel; de mindre velstillede måtte selv bære den tunge last på deres rygge, og man kunne tydeligt se, hvordan denne type arbejde aldrer et menneske hurtigere. Det rørte mig at se en ung kvinde på min egen alder drive sit æsel forbi os, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvor anderledes et liv hun har sig. Hun har aldrig haft muligheden for selv at vælge uddannelse, hobbyer eller mand. Hun kan ingen sprog ud over berber. Hun tager aldrig lige på kaffebar med veninderne eller på shopping, når tøjskabet bliver for lidt inspirerende. I stedet driver hun hver dag afsted med sit æsel og føler sig heldig over at have denne hjælp til de daglige gøremål i hjemmet. Men måske hun har noget andet, som vi har glemt i farten? Denne debat vil jeg tage i et senere indlæg.

Det er typisk, at når man sådan føler sig allerlængst væk fra enhver form for civilisation, som vi kender den, så står der pludselig en Coca colaautomat og skinner i sine røde pangfarver! Vi nød formiddagen her, og begav os omkring middagstid over bjergene af en anden vej, og det var heldigt, vi kom afsted på dette tidspunkt, for oppe i bjergene samlede sig et voldsomt uvejr, der skulle lukke alt trafik ad disse ruter… Men det vidste vi heldigvis ikke noget om på dette tidspunkt.

img_3189img_6696img_6663img_6680img_6697

Over steppen

img_6610img_6613img_3174img_3183img_3178

Efter vores kolde nat i ørkenen kørte vi tilbage over sletten mod vest, og naturen her mindede os om, at vi virkelig var i Afrika. Landskabet gik fra øde busksteppe eller savanne gennem frodige palmeoaser til de sandede forløbere til Atlasbjergene. Et meget varieret landskab, som bestemte steder bliver brugt af forskere til at sammenligne med forholdene på Mars.

Der var ikke mange dyr, kun æsler og et par kameler i lavningerne, hvor der spredt boede mennesker. Landbrug var der ligeledes ganske lidt af, så vi undrede os over, hvad menneskene, der lever så enormt isoleret, egentlig lever af.

Et sted fandt vi en handlende, der solgte lokalt kurvehåndværk i vejkanten, og min bror købte en kurv af ham. Et andet sted kørte vi ind på en tankstation, hvor børn nysgerrigt vinkede til os – vi må have set meget anderledes ud i deres øjne. Den ene red på sit æsel, og han gav det en ordentlig omgang med sin pisk. Billedet herunder fortæller det hele…

Vi besøgte en lille flække af en landsby og tog på det lokale marked for at købe mandariner. Det er sæson for disse i det sene efterår, og mange steder sælger de friskpresset mandarinjuice, som virkelig er værd at smage!

Om aftenen nåede vi foden af bjergene og besluttede os for at tage en overnatning ved det smukke Ait ben Haddou (kommende indlæg). Det var også første gang, vi kom på wifi, og det er nu både godt og skidt med det. I hvert fald havde vi en meget stille aften, og kunne nu se frem til at skulle krydse de smukke Atlasbjerge endnu en gang – og af veje, man knap vil give denne betegnelse i Danmark..!

img_3106img_1790img_1792