Agadir – og om at rejse som lokal og ugift kvinde i Marokko

Vi ankom til Agadir sent om aftenen efter at have brugt en god dag i Paradisdalen. Vi havde kørt langs vestkysten fra Essaouira til Agadir, og var kommet igennem store arganområder og små spredte surfbyer. Ellers var kyststrækningen meget øde. Vi så solnedgangen mod vest, og jeg tog billedet herunder fra ruden i bilen. Det havde været en god og begivenhedsrig dag, og nu trængte vi bare til noget aftensmad og en seng at sove i.

Aftensmaden fandt vi på promenaden – Agadir har både en stor strandpromenade og en stor havnepromenade, og det var på sidstnævnte, vi fandt et godt spisested. Agadir er i forhold til Essaouira langt mere en fest- og kasinoby. Jeg har før sammenlignet Essaouira med Florida og vil klart sammenligne Agadir med Las Vegas. Den hyggelige chill out stemning, som jeg elskede ved Essaouira, virkede meget langt væk her blandt neonlysene, der glimtede fra natklubberne og de rige saudier, der kommer for at bruge penge på kasinoer og damer.

Jeg har før hintet til, at jeg har oplevet nogle ret klamme sovesteder, og det vil jeg fortælle lidt mere om her. Når man rejser med lokale, overnatter man også som lokale – og Afrika er bare ikke Europa!

Det er normalt for marokkanere, der rejser, at leje sig ind i nogle store lejligheder, der udlejes gennem et net af venner og bekendte. De er egentlig beregnet til storfamilier, hvor de er perfekte med flere værelser til de mange familiemedlemmer. Vi blev nødt til at leje os ind i disse, da det ikke er muligt at indlogere sig på samme hotel, når man venskabeligt rejser sammen mand og kvinde i Marokko. Alle steder bliver man spurgt, om man er gift og skal vise dokumentation herpå i form af lovpapirer fra staten – har du ikke det, er det bare ud af vagten kammerat! Igennem venner kunne vi (allernådigst) få fat i disse lejlighed, hvor vi havde hvert vores værelse. Men….

Jordslået lugt, fugt på vægge, toiletter der enten var oversvømmede eller ikke rullet ud, uredte og brugte senge, kvalmende indelukkede madlugte. Ja, jeg vil nærmest sige, at kakerlakkerne var det mindste af det hele. Standart var, at der ikke var noget toiletpapir eller nogle håndklæder, og at man badede i en spand, men det værste var, når man kunne fornemme, at ingen havde været her for at gøre rent efter den sidste lejer. Mand! jeg savnede bjergene ind imellem – hvor primitivt det end var her, så var det renere. Jeg sov på en t-shirt, som jeg viklede om hovedpuden, men jeg lærte aldrig helt at slå lugtesansen fra. Det er en ting, jeg aldrig vil glemme: når en marokkaner siger, at et sted “is clean”, så mener han, at det absolut ikke er en selvfølge!! Jeg fik rykket nogle grænser, og er fremover meget glad, når jeg rejser rundt i Danmark XD

Det skal lige påpeges her, at der selvfølgelig er mange vildt luksuriøse hoteller at finde i Marokko, men de er forbeholdt turister eller mere velstillede marokkanere.

For at gøre det helt klart, hvor svært det egentlig var for os at rejse rundt sådan, vil jeg beskrive en episode, som gjorde dybt indtryk på mig. Jeg var efterhånden blevet godt træt af at overnatte i disse uhumske lejligheder (som slet ikke var billige), så derfor overtalte jeg min ven til at lade mig foretage reservation på et af hotellerne i Agadir. Det var simpelt og ikke meget dyrere, og jeg bestilte et værelse til os hver. Da vi ankom til hotellet omkring kl 9 om aftenen, modtog receptionisten os og gav os nogle id-papirer at udfylde og ville se pas. Det er meget normalt at vise pas i Marokko, og vi gav ham de informationer, han skulle bruge.

Da han vendte tilbage efter at have stået med ryggen til os og gransket papirerne, smed han vores pas på bordet, lagde vores nøje udfyldte id-papirer ovenpå hinanden og rev dem i stykker lige foran næsen på mig. Han sagde noget på arabisk, og selvom jeg ikke taler sproget, forstod jeg, hvad der blev sagt: “I er ikke gift, I er ikke velkomne her.” Han smilede hånligt og pegede mod døren. Det boblede af vrede og harme inden i mig, og samtidig fik jeg en forståelse for en verden, der hidtil havde været så ukendt for mig. Der er forskel på mennesker, og ligemeget hvor mange penge du end måtte have, er du her på deres vilkår. Wow!

Dermed stod det fast, at vi måtte tage til takke med de uhumske lejligheder, og vi fandt endelig en, da det var meget sen nat.

Efter en hård nat, da morgenlyset ramte, så byen dog anderledes tiltrækkende ud, og efter en god morgenmad, spadserede vi en lang tur på promenaden. Her var der allerede en del turister, der nød vejret, selvom det kun var i starten af maj.

Det store kendetegn for byen er klippen på billedet nedenfor. “Gud, konge og fædreland” står der på arabisk. Det bruges meget rundt om i landet, hvor man nogle steder endda lyser dem op om aftenen, som en påmindelse om en årvågen tilstedeværelse.

Vi besøgte en dyrepark, der ligger nær promenaden, Sommerfugledalen, kaldes den, og her kunne man for få dirham få mad til at fodre dyrerne. Vi spiste en is, og gjorde os klar til at forlade vestkysten for denne gang. Turen skulle nu gå ind i landet gennem ørkenbyen Taroudant og dernæst på en sindrig bjergtur over Høje Atlas, hvor jeg virkelig fik stillet min lyst til smalle, marrokanske gedestier.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s