Paradise Valley – en gemt oase ved Marokkos vestkyst

Hvis du ligesom jeg har set The Beach og bare længtes efter de hvide uberørte og ikke-turistede strande, så er Paradise Valley noget for dig. På min rejse rundt i Marokko, stødte jeg på florerende rygter om en oase, som de lokale kaldte Paradis. Det var efter sigende en frodig oase med adgang fra Marokkos vestkyst på strækningen mellem havnebyerne Essaouira og Agadir. Den skulle være smuk og frodig med rindende floder, skyggende palmer og bassiner til at svømme i. Og så skulle den ikke være blevet opdaget af turister eller rejseselskaber endnu – at denne grund var folk meget hemmelighedsfulde omkring den præcise beliggenhed.

Vi satte os dog for at finde den, og jeg var glad for at have en lokal med. Efter morgenmad på den sædvanlige café i Essaouira, satte vi kursen mod syd. Vi fulgte en lille vej langs kysten. Der findes også en større og hurtigere landevej, men udsigten på denne kyststrækning er helt fantastisk og enestående. Vi diskuterede, hvor man mon ville ende, hvis man sejlede lige ud på havet i en båd herfra… En tanke, jeg altid som barn har fået, når jeg stod og betragtet havet hjemme i Skagen. Tænk hvis man bare kunne? Landskabet var tørt og øde – bortset fra en kamel i ny og næ – så var det ikke mange mennesker, vi stødte på undervejs. Først da vi havde kørt nogle timer mod Agadir, begyndte der at dukke små surfenklaver frem langs kysten.

Det er i dette område, at den arganolie, som landet producerer og er kendt for, kommer fra, så argantræer stod overalt på de tørre bakkeskråninger. Vi hørte en masse berbermusik på vejen, som er et skønt monotont og etnisk lydunivers, som ikke minder om noget, jeg nogensinde har hørt i Europa. Min ven er berber og vokset op med at elske den musik.

Da vi nærmede os stedet, hvor vi skulle dreje fra vejen, måtte vi stoppe og spørge om vej. Adskillige gange. Eftermiddagssolen var ved at stå højt på himlen, da vi endelig ramte en lille snæver grusvej, der ledte ind i en dal, der skulle vise sig at være den rette. Mod Paradis. Jeg satte All Saints’ Pure Shores på, som er titelnummer til The Beach på (jeg er vel 90’er barn), og vi lyttede til den, indtil vi var for langt udenfor rækkevidde til at kunne fange signal.

Og Paradis var smuk, som rygterne sagde. En lille perle, bestående af palmer, lyserøde blomster, bratte klippeskråninger, rindende vand og vilde hunde. Selvom vi kom i en tør periode, var dalen en enorm kontrast til det knastørre område omkring den. Vi vandrede igennem dalen; langs vandet og over vandet, kom op på skrænterne og kunne se ned i de forskellige vandbassiner. Til sidst smed vi skoene og dyppede fødderne og kølede lidt af i heden.

Vi blev her indtil solen gik ned bag dalens skrænter, hvorefter vi satte kursen mod Agadir, som vi nåede sent om aftenen. En støjende Las Vegas lignende by, der skulle vise sig at have de nogle af de klammeste værelser, jeg hidtil havde set – og jeg havde nu ikke set så lidt! Men det er en anden historie 😉

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s