Uvejr i Atlasbjergene

img_6724img_3198img_4092

Efter vores rundrejse i ørkenen og sletteområdet øst for Atlasbjergene (læs mere her), skulle vi nu op i bjergene og overnatte i en af de højstbeliggende byer, Imlil. Byen ligger nær, Toubkal, som med sine 4165 m er kædens højeste tinde, hvorfra det var min brors plan at skulle på en to-dages vandretur op til toppen af Toubkal. Jeg ville i mellemtiden besøge den lokale skole og kigge nærmere på de omkringliggende dale.

Vejen over passet viste sig at være temmelig primitiv, og mange steder kørte vi kun på ujævne grusveje og delvist off-road. Jeg var glad for, at det var Daciaen, vi havde valgt at leje, og for, at det ikke var min egen bil, der blev udsat for det, den gjorde! Vi passerede mange små landbyer på vores vej. Disse er helt unikke oppe i bjergene, hvor husene er lavet af det samme materiale som bjergene, og derfor går i ét med det omkringliggende landskab. Menneskene i landsbyerne er meget nysgerrige, når der i ny og næ forvilder sig en bil forbi. Flere steder stod børn og vinkede ivrigt til os, og en flok skoledrenge fulgte os på afstand på deres cykler.

Det er hovedsageligt berbere, Marokkos oprindelige befolkning, der bor i bjergene og de lever deres liv meget traditionelt. Jeg vil i et senere indlæg komme mere ind på mit bekendtskab med disse mennesker, der er kommet til at betyde en del for mig.

De havde lovet kraftig regn denne dag oppe i bjergene med lave temperaturer. Da vi var kørt fra Ait Ben Haddou omkring middag, havde der været skyfrit og varmt – det er det som regel på østsiden af kæden. Men jo længere op i bjergene vi kom, jo mere trak skyerne sammen og udviklede til et voldsomt uvejr. Vi tog derfor kontakt til en professionel guide, der var erfaren i vejret på disse kanter, og han rådede os fra at tage til Imlil, hvilket viste sig at være en god idé. Senere samme dag lukkedes al færdsel i denne del af Atlasbjergene, og var vi ikke kommet over rettidigt, kunne det have haft store konsekvenser for vores ferie.

Istedet tog vi til Ourikadalen, som ligger lavere, og hvorfra der kun er et par timers kørsel ned til Marrakech. På vores vej hertil oplevede vi floder af brunt mudder, der skyllede hen over vejene, og sten der skred ned over kørebanen, som vi måtte undvige. Det var en ret vild oplevelse, og da vi kom frem til vores bestemmelsessted, et hyggeligt herberg i byen Setti Fatma, der var ejet ef et ældre belgisk ægtepar, var alt, hvad vi havde lyst til, at sidde foran pejsen i deres stue med en god tagine og en flaske marrokansk rosé, som vi havde købt på vejen.

Da vi krøb i vores iskolde seng, kørte de sidste dages oplevelsesboom rundt i vores hoveder, og vi lå længe og snakkede om alt, hvad vi indtil videre havde mødt på vores vej.

img_3200 img_3202 img_3203 img_6743

One thought on “Uvejr i Atlasbjergene

  1. Pingback: Setti Fatma og Ourikadalen | NORTHERN by duhn

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s